Fritidsforhold og venskaber

Med dimensionen ’Fritidsforhold og venskaber’ sættes fokus på barnets eller den unges trivsel blandt kammerater, andre jævnaldrende og voksne. Her er fokus på barnets eller den unges sociale omgang med og relationer til personer uden for familien samt evne til at danne og fastholde venskaber. Dimensionen handler om barnets eller den unges muligheder for at være sammen med kammerater samt deltage i fritidsaktiviteter og/eller fritidsjob.

 

Opsummeret er der følgende uddybende punkter til ’Fritidsforhold og venskaber’:

      Barnets eller den unges trivsel blandt kammerater og voksne

      Evnen til at etablere og fastholde venskaber

      Fritidsaktiviteter og fritidsjob.

I sager med børn og unge med funktionsnedsættelser kan det, ud over det tidligere beskrevne ved ICS-trekanten, være relevant at afdække følgende:

Deltagelse i fritidsaktiviteter og venskaber vedrører, om barnets eller den unges funktionsnedsættelse har betydning for mulighederne for at opbygge et socialt liv, herunder at afdække, om der er særlige forhold som fx ledsagelse, transport og hjælp til social interaktion, der påvirker barnets eller den unges muligheder for at opnå gode fritidsforhold og venskaber.

Socialt liv vedrører barnets eller den unges evne til at vise hensyn og respekt, fx at give og modtage kritik, reagere på sociale signaler, styre følelser og impulser samt styre verbale og fysiske aggressioner. Det vedrører ligeledes barnets eller den unges oplevelse af at være eller ikke være en del af et socialt fællesskab.