Med dimensionen ’Dagtilbud, skoleforhold og læring’ sættes fokus på barnets eller den unges læring og trivsel i den institutionelle sammenhæng, som barnet eller den unge er en del af i dagligdagen. Der er fokus på, om barnet befinder sig godt i daginstitution eller skole, herunder om barnet eller den unge er en del af det faglige og sociale fællesskab. For børn eller unge, der bliver hjemmepasset/-undervist, eller som af andre årsager ikke er tilknyttet et dagtilbud eller en skole, vedrører dimensionen barnets eller den unges læring og trivsel i den enkeltes hverdagskontekst. Dimensionen handler om, at barnet får udbytte af undervisningen og er deltagende, samt hvilket fagligt standpunkt barnet eller den unge har. Dimensionen omhandler også barnets eller den unges fravær og fremmøde, samt – hvis barnet er lidt større – hvilke planer og ambitioner barnet har for uddannelse og fremtid.
Opsummeret er der følgende uddybende punkter til ’Dagtilbud, skoleforhold og læring’:
• Læring og trivsel i dagtilbud, skole eller på job
• Udbytte af undervisning og fagligt standpunkt
• Fravær og fremmøde Studieplanlægning og ambitioner.
Dimensionen ’Dagtilbud og skoleforhold og læring’ indeholder følgende supplerende undertemaer, som kan være relevante at forholde sig til:
Kognition vedrører barnets eller den unges erhvervelse og anvendelse af viden, herunder fx barnets eller den unges koncentrationsevne, evne til at kunne forstå og overskue information samt evne og lyst til at udforske og afprøve nye ting.
Motivation vedrører barnets eller den unges ambitionsniveau i forhold til potentiale samt tillid til og syn på fremskridt.
Trivsel vedrører barnets eller den unges trivsel med kammerater og voksenkontakt samt fremmøde og fravær i dagtilbuddet eller skolen.